Line Ploug Christensen skriver:
HF’ere bliver også til noget!
Jeg var 23 år, da jeg startede på HF på Horsens Statsskole. Jeg var droppet ud af forskellige uddannelser inden da og kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan min fremtid skulle se ud. Jeg har altid haft en drøm om at ville noget større og anderledes. Jeg ville bryde den sociale arv, men havde aldrig for alvor troen på, at det nogensinde ville lykkedes.
På HF gjorde lærerne og ledelse meget ud af at engagere sig i eleverne. De ville virkelig lære os elever at kende, så de kunne hjælpe os på vej. Man var altid velkommen på studievejlederens kontor, og det hele var med til at styrke forholdet mellem elever og lærere. Det gav en bedre oplevelse af at gå i skole. Man var ikke bare én i mængden.
Jeg har altid kæmpet med min selvtillid og troede ikke, at der var noget, jeg kunne mestre så meget, at jeg kunne bruge det som levevej. Men på HF fandt jeg ud af, at der faktisk var en ting, jeg var god til. Nemlig at skrive stile. I dansk skulle vi ofte skrive stile som nyhedsartikler og det vakte interesse. At bruge sproget på en kreativ måde var noget jeg kunne bruge i fremtiden. Derfor er jeg i dag endt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvor drømmen om at blive til noget større lever hver dag takket være HF-teamet på Horsens Statsskole
Natasha Sjøgreen's erfaring er følgende:
HF var to fantastiske år: God undervisning, sjove mennesker og vilde fester. Jeg stod i samme situation som så mange andre efter folkeskolen: Valget af uddannelse... nej, jeg gad ikke en treårig stx. Jeg var skoletræt, men ville heller ikke noget med handel på min videre færd. Jeg havde en lærer, der gjorde mig opmærksom på en anden mulighed - en HF - den tager kun to år og åbner for næsten alle de samme muligheder, som den treårige gymnasieuddannelse.
I dag læser jeg på universitetet og er meget glad for, at HF åbnede den dør. For mig er der ingen tvivl om, at dér lærte jeg den disciplin, det kræver at studere. Ja... jeg skal da være den første til at sige, at jeg ikke altid udviste den disciplin, da jeg gik på HF, men kom snigende bagefter.
HF er en god, almendannende uddannelse... jeg fik meget ud af den, og det er jeg sikker på andre også gør. Jeg klarede en HF og er stolt af det!
© Copyright Horsens Statsskole 2010 | Studentervænget 2, 8700 Horsens | bd [at] hs-gym [dot] dk (Kontakt webmaster)