Som optakt til årets Science Cup er elever fra Horsens Statsskole blevet udsat for et veritabelt stormvejr om kreativ tænkning og innovation:
Fredag den 9. december var de på virksomhedsbesøg på Palsgaard i Juelsminde, hvor de hørte om innovation i nogle af afdelingerne, ligesom der var rundtur til et par laboratorier.
Dette blev fulgt op at en inspirations-workshop, hvor oplægsholderen Jacob Høj Jørgensen den efterfølgende fredag hev eleverne igennem et forløb om og med ide-udvikling: I 3 timer blev der foredraget, leget, brain stormet på ideer og problemer fra hverdagen og udviklet løsninger. Jakob forstod sandelig at holde elevernes opmærksomhed fanget, selv der var knap 110 personer i samme lokale. Der blev lyttet og arbejdet koncentreret.
Inspirations-workshoppen blev afholdt på Statsskolen med deltagelse af vores egne to naturvidenskabelige 2.g-klasser sammen med en klasse fra Horsens Gymnasium og et hold fra Learnmark.
Science Cup er en landsdækkende innovationskonkurrence, der afholdes af Ingeniørforeningen IDA, hvor elever fra 2.g konkurrerer om innovative løsninger på problemer indenfor fagene biologi, kemi, fysik og naturgeografi. Se evt mere på IDA’s hjemmeside (http://ida.dk/News/Dagsordener/vidensamfundet/sciencecup/Sider/ScienceCup.aspx )








© Copyright Horsens Statsskole 2010 | Studentervænget 2, 8700 Horsens | bd [at] hs-gym [dot] dk (Kontakt webmaster)