Horsens Latinske Skole før 1800

Hvad lærte man

Hvilke fag mente staten var nødvendige og tilstrækkelige til at forvandle drenge til en samfundselite? I hele 1500- og 1600-tallet drejede det sig om Luthers Katekismus, morallære, kristen dogmatik og først og fremmest en grundig indføring i latin både skriftligt og mundtligt med brug af klassiske forfattere. Også græsk og hebræisk skulle der undervises i i de ældste klasser, og her brugtes stykker fra biblen.

Selve undervisningen foregik på latin undtagen i den yngste klasse (sinkerne!). Det drejede sig om at kunne tale og skrive latin elegant og klart, at kunne fremstille en sag logisk og gendrive andres argumenter.

Det var vejen frem for de drenge, der ønskede at gøre karriere i statens tjeneste som præster og, hvis lykken stod dem bi, som universitetslærere eller biskopper.

Et smukt eksempel fra Horsens er ærkebiskop Hans Svane (1606-1668), der via en universitetskarriere i østerlandske sprog og teologi blev biskop i Roskilde og senere af kongen blev udnævnt til leder af den danske statskirke. Mange måtte dog nøjes med at blive latinskolelærere eller degne. (Holbergs Per Degn i Erasmus Montanus er et typisk eksempel på en sådan karriere).

En stilling som privatlærer i en fornem familie kunne for øvrigt også føre til en strålende karriere. Horsensdrengen Ove Høegh-Guldberg blev i 1764 efter en universitetskarriere privat informator for kongens halvbroder arveprins Frederik og blev først geheimeråd og siden stiftsamtmand i Århus.

Ove Høegh-Guldberg (1731-1808) fra Lars Bjørneboe: "Portrætter på Horsens Statsskole".

I 1739 besluttede man at udvide fagkredsen i latinskolerne. Man indførte historie, dansk og geografi som fag, der skulle fremme elevernes almene viden om verden og styrke patriotismen. Latin var dog stadig det centrale fag, og undervisningen foregik på latin indtil 1775.

Klassetrinene

I den gamle latinskole før 1809 opererede man med 3 eller 4 klassetrin, de såkaldte lektier. Små skoler som Horsens opererede med 3 lektier. Man startede i 1. lektie, den såkaldte sinkelektie, hvor man skulle lære at læse og skrive dansk og tilegne sig de elementære kundskaber i latin.

Man rykkede op gennem lektierne, efterhånden som man tilegnede sig stoffet. Der var således ikke nogen fastsat grænse for, hvor længe man gik på skolen. Vi kender en, som gik i Horsens latinske skoles ældste lektie (mesterlektien) i 11 år, fra 1719 til 1730!

Man må formode, at det var ganske almindeligt, at helt små drenge startede i sinkelektien, for i 1775 indskærpedes det, at man skulle være fyldt 9 år, før man kunne begynde på latinskolen. Man indskærpede også gentagne gange, at de nye drenge skulle kunne læse og skrive dansk, før de mødte op. Et utroligt eksempel på tidlig skolestart kombineret med usædvanlig begavelse var Peder Schumacher Griffenfeldt, der kunne starte på universitetet som tolvårig i 1647! 

Pædagogikken

Latinskolernes pædagogik ville vi i vore dage betegne som børnemishandling. Undervisningen bestod i overhøringer, og klø hørte til dagens orden. Allerede i middelalderen synes det at være almindeligt vedtaget, at viden skulle bankes ind i eleverne, sikkert ud fra den antagelse, at elevernes natur var dovenskab og lyst til udskejelser.

Men der var allerede før reformationen kritik af denne opfattelse. I Danmark skrev den store humanist og bibeloversætter Christiern Pedersen i sit skrift: "Om børn at holde til skole og studium og at skikke gode skolemestre til dem" (1531):

"Hvilken forbandet helvedes og skærsilds pine de unge folk, peblinge, og degne led i min og andre fleres ungdom ..... af deres vanvittige og umilde skolemestre og hørere med de slemme, ukristelige hudstrygelser, slag, hug og plager .... De fattige børn .... lærte en føje ting af dem i 15 eller 16 år med så megen svar daglig hudstrygelse, sorg, angst, nød og bedrøvelse, som de led af de ubarmhjertige skolemestre. De kan nu lære meget mere og bedre lærdom i tre eller fire år uden sådanne daglige hug og slag med lyst, glæde og god undervisning."

 Christiern Pedersens pædagogiske synspunkter slog dog ikke igennem før oplysningstiden. Heller ikke på Horsens latinske Skole. I 1626 klagede to brødre fra Gedved over, at deres bror var blevet tævet ihjel af en hører i Horsens året før. Og det fortælles om Gregers Fog, der blev rektor i Ribe 1665 efter at have bestridt samme stilling i Horsens i fem år, at han, da kongen spurgte ham om, hvordan det kunne være, at der udgik så mange lærde mænd fra Ribe Katedralskole, skulle have svaret: „Her er en skønne birkeskov, ikke langt fra Ribe. Den gør gode disciple!" Måske flyttede den gode rektor fra Horsens, fordi det kneb med materialer til de ris, han brugte i sin undervisning!

Både i 1739 og 1775 forbød man lærerne at slå eleverne for andet end „løgn, banden og skæmten med Guds ord samt modvillig ulydighed". Det viser, at en mere human pædagogik vandt frem - men desværre også at pryglerierne fortsatte, siden det var nødvendigt at gentage forbuddet.

Johannes Henrik Tauber, som blev rektor i Horsens i 1774, gik omkring 1760 på Aalborg Kathedralskole og skildrede i sine dagbøger, hvordan han lærte latin:

„Alle lektier, som man havde at gøre rede for, måtte enhver kunne remse op med så stor en færdighed, at han ikke stødte ved et ord. For hver gang han stødte an eller standsede, vankede der dygtige og drøje hug ...... Mange fejlede af bare angst, og den hele skole var ligere et tugthus end en undervisningsanstalt."

 Selv om ferle og ris forsvandt i 1800-tallet, fortsatte spanskrøret. Så sent som i 1853 måtte rektor Birch formane sine lærere på Horsens Lærde Skole, at legemlig afstraffelse kun måtte anvendes som straf for „ulydighed, trods eller uartighed."

Eleverne

Jævne folks sønner kunne principielt godt optages som elever på en latinskole. Men kravene om nødtørftige kundskaber i dansk, regning og religion, som skærpedes i løbet af 1700-tallet, har i praksis udelukket drenge fra ikke-boglige hjem, og det var jo nok over 80 % af alle danske husstande!

En oversigt over, hvor afgangseleverne fra Horsens latinske skole kom fra i perioden 1780-1802, viser da også, at næsten en tredjedel kom fra præstehjem, mens degnesønnerne tegnede sig for 10 %. De rigeste bønder (forvaltere og selvejere) leverede det samme, mens fæstebøndernes sønner kun udgjorde 4 %. Overraskende nok udgjorde håndværkersønner over 25 %.

Det ser ud til, at mange af eleverne var afhængige af en eller anden „uddannelsesstøtte", selvom de fleste kom fra middelstandshjem, og selvom skolegangen var gratis indtil 1805, bortset fra de gaver man indtil 1739 skulle give rektor og hørerne hvert år til nytår. (Dette år forbød man disse at modtage gaver fra sønner af ubemidlede forældre). I Horsens bespiste byens købmænd og håndværksmestre en eller flere elever en gang om ugen, og nogle af de rigeste gav dem også ugepenge.

Allerede i 1600-tallet begyndte gavmilde mænd og kvinder at oprette legater og stipendier til skolen og dens elever. Men indtil slutningen af 1700-tallet betød elevernes tiggeri mest. Onsdag og lørdag eftermiddag gik eleverne fra Horsens latinske skole rundt og sang ved dørene.

Pengene måtte de pænt aflevere til rektor, som uddelte dem til jul. Skikken blev afskaffet 1739 ligesom de såkaldte Koromgange mortensaften, juleaften, nytårsaften og helligtrekongersaften, hvor rektor, hørerne og alle eleverne gik syngende rundt og samlede både mad og penge ind.

De fysiske rammer

I begyndelsen af 1700-tallet var den gamle skole i Borgergade blevet slemt forfalden. Den blev nedrevet og genrejst som grundmuret hus 1744-46, takket være store gaver fra rige borgere i Horsens og et stort lån fra byens ubestridte matador Gerhard de Lichtenberg, der samtidig grundlagde skolens bibliotek. Det var stadig en skole med tre undervisningslokaler, et til hver lektie, en lejlighed til rektor og værelser til de to hørere.

 Den gamle skole i Borgergade, set fra Havnegade (billedet er fra 1877).

Rektor Tauber

I 1774 blev Johannes Henrik Tauber udnævnt til rektor i Horsens og med ham holdt oplysningstiden sit indtog. Han ønskede, at eleverne skulle „lære at tænke smukt, tale pynteligt og handle ædelt" og mente bestemt ikke, at dette mål kunne nås ved hjælp af den golde udenadslære og de mange klø, han selv var blevet udsat for i sin skoletid i Aalborg. Man skulle udvikle eleverne ved hjælp af samtalen over teksternes indhold, hvis de skulle blive patriotiske, ædelttænkende og humane embedsmænd og ikke dogmatiske præster og nidkære eksperter i latinsk grammatik!

Tauber var selv en stor latiner og gik helt ind for den klassiske kultur og den græske og romerske litteratur som fundamentet for elevernes intellektuelle og moralske udvikling. Men han forstod som en af de første nytten af, at eleverne havde kendskab til tysk og fransk, som han privat og uden for skoletid dyrkede med interesserede elever. 

Tauber er en interessant overgangsskikkelse, den første hører, der beviseligt kunne lide at undervise!

"Ved Skoleårets Begyndelse deltoge 46 Disciple i Sangundervisningen (28 Sopraner, 7 Altister og 11 Bassister). Hos 8 Disciple var Stemmen i Overgang og 10 viste aldeles ingen musikalske Anlæg." - Årsskrift 1878